Hvordan er at Naturterapi forløb?

En beretning fra et naturterapi forløb i skoven

– Hvordan skoven hjalp en kvinde med at smide fortiden og finde håbet.

Dette er en sand fortælling fra en session. Navnet er udeladt af respekt for fortroligheden, men oplevelsen står som et lysende eksempel på, hvad et naturterapi forløb kan.

At lande – Fra “Sygdomshistorie” til nuet

Vi mødtes på parkeringspladsen. Hun kom med den tunge energi, man bærer, når man har været “patient” længe.

Vi startede ikke med at tale. Vi startede med at gå. I stilhed. Det er her, broen bliver bygget fra hverdagens larm til skovens ro.

At bryde mønstret: Du er ikke din diagnose

Da vi satte os under trækronerne, begyndte hun – som hun havde gjort så mange gange før hos læger og sagsbehandlere – at fortælle den historie, hun havde fortalt sagsbehandlere og læger hundrede gange før: Journalen, diagnoserne, alt det der var gået galt.

Her gjorde jeg noget, man sjældent oplever i et terapilokale: Jeg stoppede hende kærligt: “Du behøver ikke fortælle mig den historie. Skoven ved ikke, hvem du var i går. Lad os mærke, hvem du er lige nu.” Man kunne se lettelsen i hendes øjne. Skuldrene faldt to centimeter. Nu kunne det rigtige arbejde begynde.

Tre små agern med stor betydning

Jeg bad hende finde noget i skovbunden, der repræsenterede hendes indre landskab. Hun kom tilbage med tre agern. Vi satte os med dem, og her startede det egentlige arbejde. Vi kiggede på dem ét efter ét:

Det første er et helt lukket agern: Som en kappe eller et skjold. Hun føler sig fastlåst og næsten kvalt i den tilstand. Et sted hun helst ikke vil være, fordi hun frygter at hun ikke kan komme ud igen, så hun har et meget anstrengt forhold til dette agern.

Det andet agern har en lille sprække og en spire: Det er her hun gerne vil være, et sted med håb og troen på det gode.

Det tredje agern er helt fladmast og dødt: Det svarede til følelsen af at have åbnet sig for meget op for derefter være blevet trådt på. En følelse der desværre ikke var fremmed for hende.

Efter at have snakket lidt om de svære følelser får hun lyst til at kyle det første agern langt væk og som sagt så gjort.. -det føltes rigtig godt – og bliver fulgt af et dybt lettelsens suk og sænkede skuldre.

Jeg spørger om hun kan finde modet til at gå op og se nærmere på det første agern igen, for nogle gange er der en grund til at vi bærer rundt på de byrder vi har selvom de ikke altid er rare at bære, så hun går op og finder det igen, men har ikke rigtig lyst til at forholde sig til det på det tidspunkt, så det ryger i lommen. Hun vælger så i stedet at fokusere på det andet agern med den lille spire og bliver nysgerrig på hvad der findes inde i det – som om hun kunne åbne op til sit inderste indre, så åbner hun forsigtigt det lille agern og finder en fin og glat overflade indeni, lettet sukker hun og siger: “Det har jo nok at gøre med, at jeg skal være så perfekt på overfladen, jeg ønsker ikke at nogen skal se andre sider af mig.” Vi snakker om hvordan det føles, hun tager det op til kinden om mærker hvordan det føles mod huden – det føles rart og velkendt men også voldsom at kigge direkte ind i hvad der føles som hendes dybeste indre. En uro og nervøsitet vokser mens hun sidder og piller lidt i det bløde indre og det ser pludselig ikke så rart ud længere. Jeg afbryder hende i processen og siger det bliver måske lidt for voldsomt nu, måske skal du lukke det igen – du fundet modet til at kigge ind så det er helt ok at tage en pause nu.

Vi tager en pause og går ned til vandet og snakker om alt muligt andet, bl.a. at hun gerne vil finde mod og energi til at finde nye veje. Efter en så kraftfuld oplevelse er det godt lige at få ro på nervesystemet igen, før man kan blive klar til at arbejde videre. Efter pausen spørger jeg ind til de tre agern – men de må godt blive lidt i lommen endnu.

Hvordan finder vi mod og energi til at finde nye veje?

Jeg spørger i stedet; “Gad vide om du kan finde noget der kan være med til at symbolisere, hvordan du kan få mod og energi til at finde nye veje?”, Mens hun gik på opdagelse mellem træerne for at finde et symbol på sin nye energi, byggede jeg en base. Intet skaber ro som et lille bål, så jeg fandt min kettle og min pande frem. Da hun kom tilbage, dansede flammerne allerede.

Hun så på mig med store øjne: “Jeg har fundet det, Lene! Men det er for stort til at bære herned. Kræfterne er deroppe i skoven.”

Flyt fokus til hvor du gerne vil hen

Inden vi gik mod hendes fund, lavede vi et ritual ved bålet. Vi skulle bruge en “ønskepind” – et symbol på alt det, hun drømte om. Hun fandt en lille gren, der lignede et fastelavnsris; fuld af små knopper og muligheder.

Men så skete der noget særligt. Hun kiggede på mig og spurgte: “Lene, har du ikke også et ønske?”

I det øjeblik kunne jeg have valgt den professionelle distance, men min mavefornemmelse sagde noget andet. Hun er en stor omsorgsperson, og hun havde brug for at mærke mennesket bag terapeuten. Så jeg delte mit sande ønske:

“Jeg ønsker, at verden ser, at jeg er mere end en klovn. At de ser naturterapeuten i mig, fordi jeg mærker, hvor dyb en mening det her giver.”

Det skabte en helt unik forbindelse mellem os. Vi var to mennesker på hver vores rejse, samlet om den samme ild.

Find nye veje i mørket

Hun tog sit “fastelavnsris” – symbolet på alle de veje og muligheder, hun stod overfor. Møjsommeligt brækkede hun grenen i små stykker og lagde dem i ilden. Hun ville have det hele med. Intet måtte lades tilbage.

En kraftig, helt speciel og behagelig duft bredte sig fra bålet, mens alt det gamle blev brændt ned til aske.

Når jeg laver disse sessioner har jeg ikke nogen færdig plan, men på dette tidspunkt følte jeg at den her aske betød noget særligt, så den måtte vi have med os videre. Hun var nu klar til at vise mig sit fund.

Find modet til at slippe ud af den fastlåste skal

Vi nåede frem til “hendes” sted. Et kæmpe, majestætisk træ, dækket af det blødeste, grønne mos. Det så så indbydende og trygt ud.

Hun viste mig en specifik gren, der stak ud. “Her er min power,” forklarede hun. “Når verden bliver for meget, så finder jeg energien lige her.” Jeg bad hende læne sig op ad den. Man kunne se roen forplante sig i hendes krop. Grenen var stærk, den kunne holde hende, og hun fik lov til bare at være.

Men skoven gemmer altid på en dybere sandhed. Da hun bagefter gik helt hen og krammede selve stammen, skiftede hendes kropssprog. Selvom træet så blødt og rart ud udefra, føltes det anderledes indeni.

“Det er ikke rart at stå her,” sagde hun lavmælt. “Jeg føler mig fuldstændig stagneret. Det er som at være indkapslet i agernet igen. Helt lukket.”

Selvom det store, mosbeklædte træ så blødt ud, føltes det som en spændetrøje for hende. Hun stod dér, fastlåst og indkapslet, præcis som det lukkede agern i hendes lomme.

Jeg sagde til hende: “Du har altid muligheden for at flytte dig, hvis det sted, du står nu, ikke føles rigtigt.”

Hun løftede blikket og fik øje på en gren lidt længere oppe. Hun fandt modet til at kravle derop. Det var ikke en voldsom klatretur, men symbolsk var det en kæmpe rejse. Ét ben ad gangen. Ét bevidst skridt væk fra det sted, der ikke var rart at være.

Da hun stod på grenen og kiggede ud over skoven, skete der noget med hendes ansigt. “Det er jo ligesom en ønskepind,” sagde hun. “Men den her er endnu stærkere. Her er der endnu flere grønne grene, flere veje og flere muligheder.” Jeg lod hende stå. I naturterapien er stilheden min bedste kollega. Hun fik alt den tid, hendes nervesystem havde brug for til at suge den nye indsigt og følelse ind.

Brug din intuition aktivt

Vi bar stadig på asken fra vores bål – resterne af de gamle veje, vi havde brændt. Da hun kom ned fra grenen, vidste hun præcis, hvad der skulle ske.

Vi havde brændt vores ønsker sammen, men jeg mindede hende om at bruge sin intuition: “Tag det, der er dit. Det, der skal med dig videre.”

Hun tog sin del af asken og dryssede den ud over det store træ. Det var hendes power, hendes energi og hendes ønske, hun gav til skoven. I det øjeblik forlod et dybt lettelsens suk hendes krop. Skuldrene faldt på plads.

“Nu er jeg fyldt,” sagde hun. “Jeg har fundet mig selv igen.”

Det sidste valg ved parkeringspladsen

Da vi var tilbage ved bilerne, bad jeg hende mærke efter i lommen en sidste gang. De tre agern lå der stadig. Det lukkede, det flade og det spirende.

“Skal de med hjem?” spurgte jeg.

Hun kiggede på det lukkede og det flade agern. “Nej,” sagde hun resolut. “De to skal blive herude. Skoven kan godt rumme dem nu. Jeg er klar til at kaste dem væk.” Og så så jeg dem forsvinde ind i krattet. Gamle forsvar og gamle sår blev efterladt, hvor de hører til: I jorden, så de kan blive til muld for noget nyt.

Tilbage var kun det lille agern med revnen. Det spirende håb. “Det her agern skal med hjem,” sagde hun. “Jeg får lyst til at gå hjem og finde et lille satinbånd og vikle omkring det.”

Epilog: Agernet i østersskallen

Dagen efter landede der en mail i min indbakke. Det var et billede fra hende.

Der lå det. Det lille agern, hun selv havde fundet i skovbunden, nu møjsommeligt viklet ind i et fint, lysegrønt satinbånd. Hun havde lagt det i en smuk østersskal – som en perle, hun endelig havde lært at passe på.

Hun skrev: “Jeg er ikke træt. Jeg er bare fyldt op på den gode måde. Jeg har lært på min egen krop, hvad naturterapi kan.”

Og det er præcis det, min mission er. At hjælpe dig med at finde din egen vej med omsorg for dig.

Hun gik ikke hjem som en “patient” med en lang journal. Hun gik hjem som et menneske, der havde fundet en sti, hun havde lyst til at gå på. Med et agern i lommen og ro i hjertet.